Sådan arbejder EU

I EU træffer politikerne beslutninger på rigtig mange områder. Her kan du læse om tre forskellige måde at lave EU-love på - nemlig ved hjælp af den almindelige lovgivningsprocedure, godkendelsesproceduren og høringsproceduren.

Copyright Henrik Sørensen - Fotograf Henrik Sørensen
Større

Hvad må jeres shampoo indeholde? Hvor meget fri internet kan I bruge på ferien i Spanien? Og hvor meget told skal I betale, hvis I køber et par sneakers fra USA?

I EU træffer politikerne rigtig mange beslutninger på rigtig mange områder. Det er Europa-Kommissionen, der har serveretten. Det betyder, at det stort set kun er den, der har lov til at fremlægge lovforslag i EU. 

Europa-Kommissionens forslag skal herefter sendes videre til Ministerrådet og Europa-Parlamentet, hvor de bliver vedtaget – alt afhængig af, hvilken procedure lovforslaget skal igennem. 

Oversigt over aktører i EU's beslutningsproces 

Den almindelige lovgivningsprocedure

Den mest normale - og den vigtigste - måde at træffe beslutninger på i EU er gennem ”den almindelige lovgivningsprocedure”. Den bruges, når EU vedtager størstedelen af sin lovgivning. Faktisk blev næsten 9 ud af 10 af alle lovforslag i 2009-2014 behandlet på denne måde. 

Først fremlægger Europa-Kommissionen et forslag til en lovgivning, som den sender til de folkevalgte politikere i Europa-Parlamentet og de nationale ministre i Ministerrådet. Det er nemlig dem, der skal blive enige om at vedtage lovene i denne procedure. 

Lovene kan komme igennem tre behandlinger – altså runder, hvor politikerne skal forsøge at blive enige. De fleste love bliver dog vedtaget allerede under førstebehandlingen, fordi Europa-Parlamentet, Europa-Kommissionen og Ministerrådet mødes i uformelle forhandlinger – de kaldes triologer.

Trilogerne er lukkede, og her bliver ny EU-lovgivning forhandlet på plads, inden de skal til afstemning. I over 80 procent af tilfældene, bliver lovforslagene faktisk vedtaget allerede i første afstemningsrunde. Det gør de, fordi man ofte har mødtes i netop trilogerne for at blive enige om lovforslaget.

Oversigt over EU's triloger

Andre beslutningsprocedurer

Der findes også andre måder at vedtage love på i EU: Godkendelsesproceduren og høringsproceduren anvendes på omkring 30 politikområder.

Lovforslagene i godkendelsesproceduren handler om mange forskellige ting – lige fra indgåelsen af internationale handelsaftaler til optagelse af nye lande i EU. Når love skal vedtages i godkendelsesproceduren, skal Europa-Parlamentet godkende forslagene, før Ministerrådet kan vedtage dem. Europa-Parlamentet kan dog ikke ændre på forslagene under selve proceduren – de kan kun nikke ja eller nej til det. Det giver dem altså retten til at nedlægge veto mod et forslag.

Høringsproceduren anvendes derimod kun på få områder – for eksempel hvis nye lande skal optages i eurosamarbejdet. I høringsproceduren skal Europa-Parlamentet have mulighed for at udtale sig om EU-Kommissionens forslag, inden Ministerrådet vedtager det. Det sker typisk ved, at Europa-Parlamentet vedtager en række ændringsforslag. Ministerrådet må ikke vedtage forslaget, før høringen har fundet sted, men Ministerrådet er ikke forpligtet til at følge Europa-Parlamentets udtalelse. 

Hvad sker der, hvis lande er uenige?  

Det sker, at love bliver vedtaget, selvom alle lande ikke har stemt for dem. Men landene skal alligevel rette sig ind efter den nye lov. 

Europa-Kommissionen kontrollerer, om et medlemsland indfører og overholder lovgivningen korrekt. Gør landet ikke det, kan Europa-Kommissionen sende en åbningsskrivelse til landet. Åbningsskrivelsen forklarer, hvorfor Europa-Kommissionen mener, at loven ikke er implementeret korrekt i landet.

Skrivelsen giver landets regering mulighed for at forklare sig, men hvis ikke landet retter ind, så kan Europa-Kommissionen lægge sag an mod landet ved EU-Domstolen.

Oftest indgår Europa-Kommissionen og landet et kompromis, og så slutter sagen inden den kommer for EU-Domstolen.

Retsakter og komitologi

Billede af EU-flag foran bygning
Større


Du husker måske, at Europa-Parlamentet og Rådet er dem, der vedtager EU-love, i den almindelige lovgivningsprocedure.

EU-lovene fastlægger de overordnede rammer på bestemte områder, mens Europa-Kommissionen bestemmer detaljerne i lovene. 

Europa-Kommissionen kan bestemme detaljerne på to forskellige måder: ved en delegeret retsakt eller ved en gennemførelsesretsakt.

Delegerede retsakter

Hvis Europa-Kommissionen skal lave mindre ændringer eller tilføjelser i love, der allerede eksisterer, så sker det i en delegeret retsakt. Det sker for eksempel, hvis en lov skal opdateres, fordi den ikke er tidssvarende.

Det er på forhånd bestemt, hvad Europa-Kommissionen må lave regler om, og hvor længe den må gøre det, indenfor det specifikke område.

Det er også på forhånd bestemt, hvordan Europa-Parlamentet og Rådet vil kontrollere Europa-Kommissionen, når den laver delegerede retsakter. Det kan ske på to måder:

  • Europa-Parlamentet og Rådet kan protestere indenfor en tidsfrist. Hvis de gør det, så kan Europa-Kommissionen fremlægge et ændret forslag. Det kaldes indsigelseskontrol.

  • Europa-Parlamentet og Rådet kan fortryde, at de har givet Europa-Kommissionen lov til at lave delegerede retsakter. I stedet kan de overtage de opgaver, de egentlig havde givet til Europa-Kommissionen. 

Gennemførelsesakter

I gennemførselsretsakterne sikrer Europa-Kommissionen, at de love, der bliver vedtaget af Parlamentet og Rådet, bliver anvendt på samme måde i alle medlemsstater. 

Parlamentet og Rådet kan vedtage en lov, som dækker over rigtig mange ting. Det overordnede emne er et flertal blevet enigt om at stemme for – men måske er man stadig uenig om enkelte, specifikke dele i loven.

I det tilfælde, kan Europa-Kommissionen altså bestemme, hvordan de enkelte dele af loven skal udføres i landene.  

Oversigt over EU-retsakter

Komitologi

Europa-Kommissionen bliver også kontrolleret, når den skal vedtage gennemførselsretsakter. Her er det dog medlemslandene selv, der holder øje med Europa-Kommissionens arbejde. De kontrollerer nemlig kommissionens beslutninger gennem et system af komiteer med nationale embedsmænd. 

Der findes to slags procedurer, som komitéerne arbejder under: 

  • Europa-Kommissionen fremlægger for en rådgivningskomité, som siger, hvad de mener om forslaget. Europa-Kommissionen bestemmer selv, om de vil lytte til komitéen.
  • Europa-Kommissionen fremlægger for et undersøgelsesudvalg, som kan blokere for kommissionens forslag. Hvis det sker, har Europa-Kommissionen mulighed for at fremsætte et nyt, ændret forslag.

Parlamentet og Rådet har begrænsede muligheder for at føre kontrol med Europa-Kommissionens vedtagelse af gennemførelsesretsakter. De kan kun protestere, hvis de mener, at kommissionen overskrider de retningslinjer, der står skrevet i direktivet eller forordningen. 

Til gengæld er det altid op til Parlamentet og Rådet at beslutte, om Europa-Kommissionen skal have lov til at ændre i lovene. Det beslutter Parlamentet og Rådet, hver gang de vedtager en EU-lov.

Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37