De mest benyttede ruter for flygtninge og migranter

Flygtninges og migranters rejseruter ændrer sig over tid. Læs om ruterne til det forjættede land - Europa.

Den vestlige Middelhavsrute (Fra Marokko til Spanien)

Denne rute blev især benyttet for et årti siden, og særligt af økonomiske migranter fra Afrika syd for Sahara. Siden har et samarbejde mellem de spanske og marokkanske myndigheder betydet færre flygtninge og migranter ad denne vej. 

I 2016 benyttede 10.231 flygtninge og migranter den vestlige Middelhavsrute. I dag er det mest mennesker fra Guinea, Elfenbenskysten og Gambia, der benytter denne rute.

Den centrale Middelhavsrute (Fra Libyen til Italien og Malta) 

Siden en borgerkrigslignende situation brød ud i Libyen i 2013, har menneskesmuglere benyttet sig flittigt af landet til at sende flygtninge og migranter i retning mod det italienske fastland og den italienske ø Lampedusa og Malta.

Menneskesmuglerne sender ofte flygtninge og migranter afsted i gamle, faldefærdige fiskerbåde eller i gummibåde uden det nødvendige udstyr. Det betyder, at sejladsen over Middelhavet er særdeles farlig.

I 2016 benyttede 181.126 flygtninge og migranter Den Centrale Middelhavsrute. Ruten blev i første halvår 2017 mest benyttet af mennesker fra Nigeria, Bangladesh og Guinea.

Den østlige Middelhavsrute: (Fra Tyrkiet til Grækenland)

Langt størstedelen af de flygtninge og migranter, der kom til Europa i 2015, rejste fra Tyrkiet til de græske øer, især øen Lesbos.

Fra 2014 til 2015 steg antallet af flygtninge og migranter, som benyttede denne rute, fra 51.000 til 885.000. Men i oktober 2015 lavede EU-landene en aftale med Tyrkiet, som fik færre mennesker til at tage denne rute. 

I 2016 benyttede 182.534 mennesker den østlige Middelhavsrute. Ruten blev i første halvår 2017 mest benyttet af mennesker fra Syrien og Irak.

Balkanruten

En del flygtninge og migranter rejser også fra Tyrkiet og Grækenland til Makedonien og Bulgarien. Derfra rejser de til Serbien og videre til EU-landene Ungarn og Kroatien, inden de rejser videre i retning mod Vesteuropa for at søge asyl der. 

I 2016 benyttede 122.779 mennesker denne rute. Året før var tallet 764.038.

En stor del af dem, der benytter Balkanruten, rejser gennem Grækenland først. Derfor optræder de i statistikken for både Balkanruten og for den østlige Middelhavsrute.

Kilde: Frontex, UNHCR, IOM

Senest opdateret: [23.08.2017]
Sideansvarlig: Bodil Marsden

Spørgsmål & svar


Se alle Spørgsmål og svar
Stil dit eget spørgsmål

Stil dit eget spørgsmål til EU-Oplysningen. Vi svarer som udgangspunkt inden for 24 timer.

Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37